Stiftelsen

Av redaktør Emil Diesen.

Ethvert samfund har sine udmerkelsestegn at utdele ved festlige anledninger, det forhøier festen, det skaper traditioner, det holder medlemmerne sammen — og ikke mindst det bidrager til at øke medlemmernes lyst til at virke i samfundets interesse! Noget av det første, jeg spurte efter, da jeg var kommet ind i studentersamfundets bestyrelse, var om man ikke hadde nogen orden. Nei, nogen orden var der ikke — men et helt arkiv av mislykkede forsøk paa at stifte en.

Vel, vi talte om det, vi skrev efter ordensregler fra studentersamfundet i Kristiania osv. osv. — men det blev ikke til andet end snak.

Nei, dette fører ikke til noget, tænkte jeg, vi faar faa den fornødne fuldmagt av samfundet til en ordens indstiftelse og saa sætte det i verk.

Jeg har desværre ikke bestyrelses- og beslutningsprotokollerne for mig, men bemyndigelsen blev git, og som fungerende formand sammenkaldte jeg et møte av den samlede bestyrelse og de i byen værende tidligere formænd.

Vanskeligheterne var langt større end man skulde tro. Først og fremst: hvad skulde ordenen hete, hvordan skulde ordensreglerne formes, hvilket ceremoniel skulde brukes — og endelig hvor mange og hvem skulde dekoreres?

Det avgjørende bestyrelsesmøte blev holdt i Nedre allé 11.

Det var heldigvis førend forbudet var kommet. men aanden vilde allikevel likesom ikke komme. Det hele hodt igjen paa at smuldre hen i intet. «Nei,», sa jeg, «kommer ikke aanden, saa faar vi ta kraften til hjælp. Vi vil gjøre som ved pavevalg og ikke skilles førend saken er avgjort.»

Navnet — det tændende navn — det kom ikke. Det Norske Studentersamfund hadde jo valgt det kjæreste og festligste av husdyrene — grisen. De navne som var mest paa tapetet hos os var den sorte klo, det røde Ku (Cu) eller den gyldne retort, og «Cuagau». Retorten hadde forsaavidt tradition i studentersamfundet som den ved festlige anledninger blev brukt til indsamlinger.

Mange andre navne blev ogsaa foreslaat, men som sagt, intet som fænget — intet som meldte sig som det selvfølgelige.

Vi vil sove paa navnet, det kommer nok, naar føsrst barnet er født. — Videre i teksten.

Vi fik da utformet ordensregler og bestemte antallet av riddere ved den første ordenspromotion til 12. Disse 12 blev ogsaa valgt ved avstemning i al gemytlighet. De utkaarne var: Ingeniør Bille, bankchef Berg, professor Birkeland, bankchef Bryn, ingeniør Falck Ytter, ingeniør Fæhn, ingeniør Lefring, overretssakfører Melle, bankbokholder Olsen, professor Sæland, ingeniør Schieldrop, ingeniør Vibe og professor Vogt. Dermed var vi kommet et stort skridt videre. — Ordenen var praktisk talt stiftet. — Kun navnet, navnet. Vi var ikke tilfreds med nogen av de foreslaatte.

Men saa en dag dalte aanden i form av et faars skikkelse ned over Asbjørn Lindboe. Midt paa Nordre gate. — Mirakler kan ske ved høilys dag. — Hvorfor ikke kalde den det «Sorte Faar»? var lindboes bevingede ord. Det blev grepet, navnet var der. Nyt møte blev indkaldt. Navnet indsat, alt gjort i orden. Model til ordenen blev tegnet av Ole Arvesen: et sort faar paa en sølvstjerne at bæred i vinrødt silkebaand. Ordenen blev saa forfærdiget av guldsmed Staudenmann. Som kapitelsdragt anordnet vi sorte silkekapper. Der blev desuten valgt to ordensherolder, som i pragtfulde klær skulde gaa i spidsen for ordenstoget.

Himberg-Larsen fungerte foruten som herold ogsaa som ordenens kronikør og lavet de herligste versificerte levnetsbeskrivelser for de nyutnævnte riddere.

Selve ordensindstiftelsen blev henlagt til semestrets sidste aften sammen med punschbollefest. Forventningerne var store.

Til yderligere at øke feststemningen bidrog at Trondhjem netop da hadde besøk av den berømte professor Edv. Lehmann, som tok hele byen med storm, og som den aften var samfundets gjest.

Aftenen oprandt. Alting var færdig. Scenen dekorert. I høitidelig optog med herolder, ordenens insignier, de lange levnetsbeskrivelser i ruller osv. toget bestyrelsen op paa scenen. Hver ridder blev høitidelig anmodet om at træ op paa scenen for at høre sit levnetsløp bli oplæst, motta ridderslaget samt avlægge sit ridderløfte. I tur og under samfundets udelte bifald steg da de tilstedeværende av de fortjente medlemmer frem og mottok ridderslaget.

Og endelig som den 13de ridder hadde vi utnævnt professor Lehmann, som siden paa aftenen forfattet den første sang til det «Sorte faar»s ære.

Emil Diesen.

Ridderskapets senere virksomhet.

Av Øyvin Lange.

Der efter henslæpte det høie Ridderskap tilværelsen i fuldstændig ubemerkethet i 3 aar. De skiftende formænd var til enhver tid Ridderskabets stormestre, men man så intet til dem som saadanne før i vaaren 1918, da den næste store ordenspromotion efter statuterne skulde finde sted.

Undertegnede var dengang studentersamfundets formand, og som følge derav ogsaa «Ridderskabets Herre og Stoer-mester» som det heter i sammes eiendommelige Kristian V stil. Av denne grund, og fordi ingen anden historieskriver har været at opdrive, er det kun yderst nødtvunget at jeg griper pennen for at de epokegjørende begivenheter ikke skal gaa sporløst hen over efterslegtens hoder.

Det var i mange henseender indlysende, at ordenen trængte en fastere organisation og et tilsvarende regelbundet ceremoniel end det før hadde været tilfælde, og man gik derfor allerede tidlig igang med forarbeiderne. Initiativet til de mange og gjennemgripende forandringer og nydannelser inden Ridderskabet utgik fra overretssakfører Asbjørn Lindboe, som i denne henseende viste seg at besidde helt enestaaende kvalifikationer. Han ledet da ogsaa i det væsentlige alt det grundlæggende organisationsarbeide, hvis vigtigste træk her skal gjengives.

I følelsen av, at man tidligere hadde ævret vel sliphændt med ordenen, besluttet man at begrænse antallet av riddere til ordinært 4 hvert 3dje aar. Naar en ordenspromotion skal foregaa, sammentrær

indstillingsutvalget

som bestaar av repræsentanter for samfundet og alle dets underavdelinger, samt av tidligere formænd. Dette utvalg — som i parentes bemerket er det eneste demokratiske ved ordenen — avgir ved hemmelig votering skriftlig indstilling over dem der bør utnævnes. Selve avgjørelsen træffes av

ordenskapitlet,

der bestaar av samtlige embedsmænd og riddere. Ordenskapitlet kan ikke utnævne andre end dem der har faat stemmer i indstillingsutvalget, men vælger forøvrig helt frit mellem disse. Hvor det gjælder oprykning i høiere grad er ordenskapitlet helt suverænt.

Ordenen inddeles i 3 grader: Vædderridderne, Faarridderne og Lammeridderne, med titel henholdsvis Eders Vædderheftigheed, Eders Faardrageligheed og Eders Lamheed. Insignierne avspeiler ogsaa graden, idet disse henholdsvis forestiller vær, faar og lam.

Det «collegium» som besørget det væsentlige av de foreberedende arbeider, var, foruten Lindboe og undertegnede, docent Schieldrop og Georg Brochmann samt ved enkelte anledninger samfundets økonomidirektør, sakfører Bjarne Bothner. Forarbeiderne strakte sig gjennem et længere tidsrum, og da det viste sig at de nævnte 5 herrer «trak» særdeles godt sammen, blev resultatet at arbeidsutvalget, med Ridderskapets senere ubetingede samtykke, utnævnte sig selv til embedsmænd inden ordenen. Reelt har dette den betydning, at Ridderksabet, hvis herboende medlemmer for en væsentlig del er ældre herrer i fremtrædende stillinger, til enhver tid har en samling yngre herremænd til at utføre alt ordensarbeide bak kulisserne. For at disse dog skulde ha noget igjen for sit eller slitet taknemmelige arbeide, blev det besluttet at gi dem rang og sæte foran alle Ridderksapets øvrige medlemmer — dette tiltrods for at det paa det daværende tidspunkt kun var 1 av embedsmændene, Schieldrop, som var dekorert.

Ridderskabets embendsmænd

var: Cantzleren, docent Edgar Schieldrop. Han er den høieste embedsmand, vhis officielle funktion væsentlig er at opbevare Ridderksabets store segl, som er 1,20 meter langt. Han har som saadan Faarridders grad og titel.

Ceremonie-Mesteren, sakfører Asbjørn Lindboe, som leder og ordner alt ceremoniel. Han har som saadan Faarridders grad og titel.

Skatmesteren, sakfører Bjarne Bothner, hvis officielle funktion er at overvaake «Wore Mønt-støkkers optællelse». Han har som saadan Lammeridders grad og titel.

Cantzellisten, ing. Georg Brochmann, hvis opgave er «at wore Bøger beskriffue». Han har — til nød — Lammeridders grad og titel.

Om dem alle gjælder det, at saa fremt de ikke bvirkelig er dekorert med ordenen, bortfalder deres ret til at bære samme i det øieblik de maatte gaa av som embedsmænd.

Jeg har ovenfor gjentagne ganger betjent mig av ordet rang. Her er vi ved kjernen av Ridderskabets aand og virksomhet. Hvor langt man end maatte gaa tilbake i historien vil man ikke finde maken til absolutistisk styre, ikke noget tilsvarende den avgrund der adskiller rangsklasserne som det er tilfældet i De Sorte Faars Ridderskab.

Herren og Stormesteren, som like indtil 1919 har været identisk med samfundets formand, er inkarnationen av Ridderskabets aand og maestæt. Hans person har den samme symbolske betydning som H.M. Grisen i det norske studentersamfund. Hans person kan kun tiltales direkte av Cantzleren, eller ved undtagelsesvis given tilladelse, av Ceremonie-Mesteren. Alle andre, Riddere og Embedsmænd, maa tiltale ham gjennem de mellemliggende grader. Om nogen direkte meningsutveksling mellom Stor-Mesteren og «den gemene Hoeb» kan der selvsagt ikke bli tale. Dog skal vi, for at vise hvor vidt STormesteren under de gunstigst mulige, festlige omstændigheter kan gaa i sin naadige nedladenhet, citere følgende avsnit av Faartalen 1918:

«Endvidere hav Wi een Gang tiltalet Hands Lamheed, professor Vogt, ikkun giennem tvende Mellemled, ja 1 Sinde sogar udi luttre Skiemtefuldheed tiltalet fru Vagtmeister Broeberg ikkun giennem 6 saadanne, vdover huilcken særs Naade den gode Quinde nær var geraadet vdi Daaning och Aff-mægtigheed.»

Stormesteren bærer titelen: Hands Vædderheftigheed, han er absolut despot, og hvert av hans skridt — der som regel straaler av betydningsløshet — utbasuneres av hans tro tjenere og er indhyllet i en sky av indviklede ceremonier. I skarp motsætning hertil staar det inferiøre arbeide hvortil han bak kulisserne maatte hengi sig under de forberedende øvelser, saasom opspikring av dekorationer, opbæring av laante møbler fra teatret m. m.

Ordenens ydre apparition er indhyllet i en sky av nærsagt vrøvl. Den segentlige opgave som er at forestaa utdelingen av ordenstegn til fotjente mænd, røgtes med den største samvittighetsfuldhet. Der fines ingen mulighet for at bli ophøiet til ridder uten der ligger et stort og godt arbeide i samfundets tjeneste som grundag for ophøielsen.

Ridderkabets pragt og majestæt forøkedes yderligere derved, at man, væsentlig ved hjælp av en Lamheds økonomiske generøsitet, fik anskaffet pragtfulde dragter til baade embedsmænd, riddere og tjenestemænd, ialt over 30 personer. Naar saa ceremoniellet og de øvrige aktstykker var bragt iorden, den hele tid under fornøden hensyntagen til at ridderskabets ophøiede egenskaper til stadighet blev fremholdt, var alt klart til promotionen. Det kan her bemerkes som et kuriosum, at den mest absolutistisk og reaktionært sindede inden det hele ridderskap var hyperradikaleren Schieldrop, den nuværende stormester.

Promotionen fandt sted den 27. april 1918. Herom skriver en anden historiograf:

— Semestrets store begivenhet var ordenspromotionen. Salen var fuld til overmaal av et med uhyre langstrakte programmer bevæbnet forventningsfuldt publikum, da de to herolder med urokkelige ansigtstræk og stor fart passerte rundt salen. Selve promotionen blev gjennemført med en pomp og pragt som man neppe kunde ha tænkt sig mulig i vort skrøpelige lokale. Av de fungerend emerket man sig især Lange, Lindboe og Schieldrop, som fyldte sine ansvarsfulde stillinger til fuldkommenhet. Merkes bør endvidere at professor Vogt forløp sig netop i det rette øieblik.

For fuldstændighets skyld hitsættes et utrdag av ceremoniellet:

[Bilde: Efter ordenspromotionen 27. april 1918. I anden række fra venstre: H.L. Himberg-Larsen, dr. Platou, Ridderksabets Diure-Doctor, H.L. bankchef Berg, H.L. prof. Vogt, Skatmesteren Bothner, Cantzleren Schieldrop, Stor-Mesteren Lange, Ceremoniemesteren Lindboe, Cantzellisten Brochmann, H.L. professor Birkeland, H.L. ingeniør Fæhn, bankchef Bryn, H.L. ingeniør Arvesen, Bøddelen, skoledirektør Aas.

De lykkelige blev denne gang: Ingeniør Eilif Paulsson, ingeniør Ole Peder Arvesen, journalist Himberg-Larsen og sakfører Asbjørn Lindboe. Schieldrop blev ophøiet til Faar-ridder, og er for tiden den eneste saadanne.

Dermed var den 2den promotion tilende.

Efter at undertegnede hadde nedlagt sit stormesterhverv ved aarsskiftet 1918—19 gjorde Ridderskabet en liten paladsrevolution, idet det vedtok at samfundets formand fremtidig ikke nødvendigvis skulde være Stormester. Samtidig valgte man docent Schieldrop til Stormester. Til Cantzler valgtes professor Sæland Da begge disse for tiden var fraværende blev de repræsentert av henholdsvis ingeniør Arvesen og rektor Birkeland. Forøvrig er personalia uforandret, naar undtas at undertegnede er beæret med værdigheten «Cantzellist med Blekhorn», sideordnet med Brochmann som er «Cantzellist med Fjederpend».

Øyvin Lange.